De fem fagord er ikke det samme slags ord. To er styreformer, to er måder at træffe beslutninger på, og ét er et princip. Klik et kort for at se det som en levende model.
Kongen har al magten alene: han laver lovene, leder landet og er øverste dommer. Magten går i arv fra far til søn — og ingen kan stemme ham ud.
Al magt samlet hos én person. Argumentet dengang: kongen havde fået magten af Gud — så det var nærmest en synd at være uenig.
Et overbegreb: magten ligger hos én person eller en lille gruppe. Enevælde og diktatur er eksempler. Skift mellem de to søjler og se forskellen på de tre spørgsmål.
Befolkningen kan ikke vælge deres ledere, man må ikke frit kritisere dem der bestemmer, og magten er ikke delt op. Ét eller flere af disse gælder.
Enevælden er et eksempel: kongen kunne ikke vælges eller stemmes ud, og man måtte ikke være uenig med ham.
Folket stemmer selv om sagen — ikke om hvem der skal bestemme. Sådan gjorde man i Athen for 2.500 år siden, og sådan gør vi ved folkeafstemninger i dag.
Forslag: «Skal byen bygge en ny havn?»
Borgerne mødtes på en høj og stemte ved håndsoprækning. Men kun voksne mænd med borgerret måtte være med — kvinder og slaver havde ingen stemme.
Vi stemmer ikke om hver eneste lov. I stedet vælger vi 179 medlemmer til Folketinget, som træffer beslutningerne på vores vegne. Vi stemmer altså om hvem der skal bestemme.
Vælgerne stemmer, og pladserne fordeles efter stemmerne. Bagefter er det de folkevalgte — ikke os direkte — der vedtager lovene.
En regering kan ikke blive siddende, hvis et flertal i Folketinget er imod den. Prøv selv: klik på partierne og skift deres holdning, og kør så et mistillidsvotum.
Regeringen skal ikke have et flertal for sig — den skal bare ikke have et flertal imod sig. Flertal = mindst 90 af 179.